Nævn én nulevende fransk kunstner eller forfatter, der er globalt kendt?
Sådan lød overskriften på det amerikanske nyhedsmagasin Times forside i den forgangne uge. Med store typer og en sørgende fransk mimer iført stereotyp baskerhue og stribet trøje erklærede magasinet den »franske kulturs afgang ved døden«.
»Provinsielt og pauvert«
Over adskillige sider kastede nyhedsmagasinet jord på fransk kulturs grav og begræd, hvor provinsielt og pauvert det franske kulturudbud er blevet, til trods for den enorme offentlige støtte, som det franske kulturministerium kaster efter alle hånde projekter.
»Frankrig, der engang blev beundret for sine forfatteres, kunstneres og musikeres dominerende fortrinlighed, er i dag en visnende magt på den globale kulturelle markedsplads«, konkluderede Time.
Filmkunst er »lavbudgetsbanaliteter«
Kun en lille håndfuld af dette års 727 nye romaner vil finde forlag uden for Frankrig, mens de fleste film og musikstykker aldrig bliver set eller hørt uden for landets grænser. London og New York har for længst overhalet Paris som centrum for innovativ billedkunst.
Og til trods for de kolossale statslige summer, der postes i de hjemlige »lavbudgetsbanaliteter« af galliske spillefilm, udgør Hollywood-produktioner stadig omkring halvdelen af billetsalget, mens salgstallet for romaner oversat fra engelsk også er i konstant vækst, hedder det i Times stridsskrift.
Times dom er hård og ubarmhjertig. Men spørgsmålet er, om den også er retfærdig.
Svar på tiltale
Skal man dømme ud fra de franske reaktioner, må svaret være et klart, rungende og entydigt »Non!«.
Og det overraskende udfald har da også forventeligt fået Frankrigs kulturspidser til at trække fyldepennen og komme fædrelandets internationale anseelse til undsætning.
Et af de argeste indlæg kommer fra Maurice Druon fra Det Franske Akademi. I en kommentar på forsiden af Le Figaros kulturtillæg tordner han mod Time, som han anklager for at være resultatet af en »tilbagevendende antifransk feber«.
Ifølge Druon er der »hverken hoved eller hale« i »Times perfide angreb«, der primært skyldes, at »bladet fuldstændig sammenblander begreberne kultur og adspredelse«.
Fransk foragt
Men kulturens kvalitet afgøres nu engang ikke af ugens billetsalg, syder Druon.
Som så mange gange før handler striden også denne gang om, hvorvidt man betragter kultur som en vare ligesom alt andet, og det amerikanske strengt økonomisk funderede syn på succes får de fleste franskmænd til at rynke på næsen med foragt.
Ikke mindst det ansete forlag Flammarions direktør Teresa Cremisi. I et indlæg i dagbladet Libération begræder hun Times »merkantile kultursyn«.
»For det er ikke legitimt at måle litteraturens kvalitet ud fra dens eksporttal«, som hun siger.
»Men lad os bare indrømme, at vi (i Frankrig, red.) betragter succes som suspekt. Og hvad så? Hvordan skulle det på nogen måde skade litteraturens kvalitet?«, spørger hun.
MInister går i brechen
Økonomisk succes eller ej, tilbage står, at de færreste franske kulturspidser ud fra nogen som helst kriterier vil acceptere Times diagnose over fransk kulturs helbredstilstand.
Langtfra endda.
Landets kulturminister, Christine Albanel, blander sig således også i debatten, og hun afviser blankt, at fransk kultur skulle klare sig skidt i den internationale konkurrence.
»Se blot på vore arkitekter, der også nyder stor succes i USA, ligesom vor museumsaktivitet er stærk: se blot planerne om Louvres filial i Atlanta«, lyder det fra Albanel.
Galliske meritter
Også Olivier Poivre d’Arvor, der leder Cultures France – en organisation, der støtter international kulturudveksling – giver sig i kast med en længere opremsning af gallernes artistiske meritter: fra kunstnere som Annette Messager, Daniel Buren og Sophie Calle (der trak allerflest tilskuere på dette års kunstbiennale i Venedig) til arkitekter som Christian de Porzamparc, Dominique Perrault og Paul Andreu.
Og videre til teaterfolk som Ariane Mnouchkine og Patrice Chéreau til musikere over komponister som Pascal Dusapin, Henri Dutilleux og Pierre Boulez.
»Eksemplerne er talrige på franskmænd, der også gør strålende karrierer i udlandet«, skriver Poivre d’Arvor.
Spydigheder tur-retur
Nyhedsmagasinet Le Nouvel Observateur benytter ligefrem lejligheden til at kaste mudderet tilbage i hovedet på amerikanerne. Deres kendskab til fransk kultur kan ifølge bladet reduceres til formlen »De Gaulle + Sartre + et flute + Sophie Marceaus patter = fransk kultur«.
Men spørgsmålet er, om ikke årsagen til det skrantende udbud af fransk kultur internationalt (læs: i USA) ikke mindst inden for filmkunst skyldes en blanding af sprogbarrierer og protektionisme.
For som Le Figaro påpeger i sin omfattende dækning af kulturstriden, favoriserer Hollywoods egen protektionisme og amerikanernes modvilje mod at læse undertekster produktionen af engelsksprogede remakes frem for tekstning af originalerne – med markante undtagelser som ’Amélie’ og ’Spurven’, der vanskeligt lader sig genindspille, da de jo handler decideret om Frankrig.
Den tanke tager også Maurice Druon fra Det Franske Akademi op i sin særdeles spydige slutsalve:
»Kulturløse Amerika – fristes jeg til at råbe. Men nej. USA tæller talrige forskere, lærde, tænkere og skabende kræfter af højeste niveau. Blot er der ingen af dem, der skriver i Time«.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar